Udvalg for Kirkekunst

Udvalget er rådgiver for Kirkeministeriet, stiftsøvrighederne og andre kirkelige myndigheder i spørgsmål om kunstneriske udsmykninger i og omkring kirker mv.

Danmarks kirker og kirkegårde er en betydningsfuld del af vores fælles kulturarv og rummer en enestående rigdom af arkitektoniske og billedkunstneriske udtryk.

Når landets menighedsråd overvejer at renovere deres kirker, påhviler der dem derfor et kunstnerisk ansvar, som rækker langt ud over det lokale og det tidsbundne.

Siden 1895 har Akademiraadet haft et udvalg, der rådgiver om forslag til nye kunstneriske udsmykninger i Danmarks kirker. Sammen med Nationalmuseets kirkekonsulenter og de kongelige bygningsinspektører fungerer Udvalg for Kirkekunst som Kirkeministeriet, stiftsøvrighederne og andre kirkelige myndigheders rådgiver og konsulent.

Hvor Nationalmuseets konsulenter tager sig af spørgsmål vedrørende det historiske, og de kongelige bygningsinspektører tager sig af det arkitektoniske, behandler Udvalg for Kirkekunst spørgsmål vedrørende det kunstneriske – også i forbindelse med anlæg af og udsmykninger på kirkegårde, i kapeller mv.

Aktiviteter

Udvalg for Kirkekunst skriver udtalelser om udsmykningsforslag efter anmodning af stifterne og foretager rådgivningsbesøg i kirkerne, når et menighedsråd beder om hjælp i processen med at vælge ny billedkunst til kirken. Udvalget behandler i gennemsnit 20 sager om året.

Derudover varetager udvalget tilsynet med en række gravsteder for billedkunstnere og arkitekter, som har været tilknyttet Akademiet.

Udvalget mødes 4 gange årligt og deltager i en årlig studietur til en egn af Danmark, ofte for at besøge kirker, som udvalget har rådgivet.

Medlemmer

Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst består af 12 af landets fremmeste arkitekter og billedkunstnere – 4 arkitekter og 8 billedkunstnere – og udgør tilsammen en betydelig erfarings- og vidensbank.

Udvalgets medlemmer vælges i op til 6 år ad gangen med mulighed for umiddelbart genvalg, således at medlemsperioden kan være op til 12 år i alt. Efter en pause på mindst tre år kan et tidligere medlem igen vælges.

Mødeplan for mødeåret 2023/24

  • Tirsdag den 7. februar 2023
  • Tirsdag den 23. maj 2023
  • Tirsdag den 29. august 2023
  • Tirsdag den 28. november 2023
  • Tirsdag den 30. januar 2024
  • Tirsdag den 30. april 2024