Kunstnersamfundet

Kunstnersamfundets cirka 1500 medlemmer er alle anerkendte, udøvende billedkunstnere og arkitekter. Kunstnersamfundet er Akademiets valgforsamling, der blandt sine medlemmer vælger Akademiets 60 medlemmer.

Man bliver medlem af Kunstnersamfundet ved at indsende en ansøgning og en portfolio med sine arbejder. En jury, valgt blandt Kunstnersamfundets medlemmer, vurderer, om man er egnet til optagelse. Juryen består af seks arkitekter og seks billedkunstnere.

Nye medlemmer optages for 12 år, hvorefter medlemskabet forlænges, hvis man stadig er aktivt udøvende billedkunstner eller arkitekt.

Der er to sektioner i Kunstnersamfundet: Arkitektursektionen og Billedkunstsektionen. De to sektioner vælger Akademiets 60 ordinære medlemmer: 30 arkitekter og 30 billedkunstnere.

Hvert år udpeger Akademiraadet blandt Kunstnersamfundets medlemmer omkring 50 billedkunstnere og arkitekter til forskellige poster rundt om i landet; for eksempel medlemmer til kommunale kunstråd, bestyrelsesmedlemmer til en række institutioner mv.

Akademiraadet udpeger også blandt Kunstnersamfundets medlemmer Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst, der rådgiver menighedsrådene om kunstneriske spørgsmål.

Medlemmer

Juryen består af 12 medlemmer – 6 arkitekter og 6 billedkunstnere. 6 medlemmer vælges af Kunstnersamfundet og 6 af Akademiraadet for 3 år ad gangen, maksimalt for 6 år. Efter 3 års pause kan et tidligere medlem igen vælges.

Udvalget mødes ca. 4 gange årligt.

Mødeplan for mødeåret 2023/2024

  • Tirsdag d. 28. februar 2023
  • Tirsdag d. 2. maj 2023
  • Tirsdag d. 22. august 2023
  • Tirsdag d. 14. november 2023
  • Tirsdag d. 27. februar 2024
  • Tirsdag d. 28. maj 2024

Medlemmer af Juryen

Dan Cornelius

Arkitekt

Kasia Gasparski

Arkitekt

Kasper Hesselbjerg

Billedkunstner

Louise Hindsgavl

Designer

Marianne Jørgensen

Billedkunstner

Pontus Kjerrman

Billedkunstner

Heine Kjærgaard Klausen

Billedkunstner

Karin Birgitte Lund

Billedkunstner

Mette Tony

Arkitekt

Troels Troelsen

Arkitekt

Fredrik Tydén

Billedkunstner

Anders Tyrrestrup

Arkitekt
Regler for optagelse i Kunstnersamfundet

Regler for optagelse i Kunstnersamfundet

§ 1
Juryen, der består af 12 medlemmer, 6 arkitekter og 6 billedkunstnere valgt af henholdsvis Kunstnersamfundet og Akademiraadet, optager medlemmerne i Kunstnersamfundet. Kunstnersamfundet består af to sektioner, arkitekt- og billedkunstsektionen.

§ 2
Optagelse i Kunstnersamfundet sker på baggrund af modtagne ansøgninger eller efter indstilling fra jurymedlemmer. Ansøgning om optagelse sker på et af Juryen udarbejdet ansøgningsskema. Af ansøgningen skal fremgå, om der søges om optagelse i arkitekt- eller billedkunstsektionen.

§ 3
Juryen vurderer ansøgerens samlede kunstneriske virksomhed, og der foretages en kvalitets- og aktivitetsvurdering af ansøgeren, idet det tilstræbes, at alle kvalificerede kunstnere anerkendes til optagelse.

§ 4
Alle ansøgninger forelægges den samlede jury. Der skal være mindst 7 stemmer for, at en ansøger optages, heraf mindst 4 stemmer fra den ansøgte sektion.
Stk.2
Ønsker et medlem overflytning til den anden sektion i Kunstnersamfundet, skal der være mindst 3 stemmer for overflytningen i den sektion, hvortil overførsel ønskes.
Stk. 3
Optagelse sker for 12 år ad gangen og forudsætter dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark.
Stk. 4
Flytter et medlem, der ikke er dansk statsborger, til udlandet bortfalder medlemskabet af Kunstnersamfundet ikke.

Forlængelse af medlemskab af Kunstnersamfundet

§ 5
Inden udløbet af et Kunstnersamfundsmedlems 12-årige optagelsesperiode skal Juryen afgøre og meddele, om medlemskab kan forlænges for endnu 12 år. Ved afgørelsen heraf skal Juryen alene vurdere, om medlemmet stadig er aktiv skabende kunstner inden for arkitektur, billedkunst eller tilgrænsende kunstarter.
Stk. 2
Afgørelse om forlængelse af medlemskab træffes af Juryen ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
 
Oktober 2011

Juryens forretningsorden

Møder

§ 1
Hvert år, på det første møde efter den 1. april, konstituerer Juryen sig med formand (dirigent og faggruppeleder) samt næstformand (vicedirigent og faggruppeleder).
Stk. 2
Formands- og næstformandshvervet bør gå på skift hvert 3. år mellem de to sektioner i Juryen: Billedkunst og Arkitektur.
Stk. 3
Juryen fastlægger sin mødeplan for 1 år ad gangen.
Stk. 4
Der holdes normalt 4 møder årligt, men formanden kan indkalde til ekstraordinære møder med 14 dages varsel.
Stk. 5
Såfremt et medlem er forhindret i at deltage i et møde, skal vedkommende hurtigst muligt give Akademiraadets kontor besked. Ved afbud til møder indkaldes suppleanter fra den pågældende sektion.
Stk. 6
Har et medlem forfald til møderne tre gange i træk, kan Juryen vælge at lade suppleanten indtræde for den resterende valgperiode.
Stk. 7
Møderne i Juryen er ikke åbne for andre end Juryens medlemmer. Oplysninger af følsom karakter, som forelægges Juryen i forbindelse med stillingtagen til optagelse i Kunstnersamfundet eller forlængelse af medlemskab er fortrolige, og Juryens medlemmer har tavshedspligt med hensyn til disse.

Dagsorden

§ 2
Dagsordenforslag for møderne udarbejdes af Juryens sekretær efter samråd med formanden. Eventuelle forslag til punkter på dagsordenen skal sendes til sekretæren senest 14 dage før et møde.
Stk. 2
En sag, der ikke er opført på det udsendte dagsordenforslag, kan kun komme til afgørelse, såfremt samtlige tilstedeværende medlemmer giver deres tilslutning dertil.
Stk. 3
Dagsordenen udsendes senest 6 dage før mødet, og den skal mindst indholde følgende punkter:
–          Godkendelse af dagsordenforslag.
–          Godkendelse af referatet fra sidste møde.
–          Sager til behandling.

Referat

§ 3
Der udarbejdes beslutningsreferater af Juryens møder. Juryens medlemmer har dog ret til at få gengivet korte skriftligt formulerede særindstillinger i referaterne.
Stk. 2
Referaterne sendes pr. mail til Juryens medlemmer og suppleanter normalt senest 14 dage efter mødet. Akademiraadet modtager referaterne til orientering.

Inhabilitet

§ 4
Juryens medlemmer er underlagt de til enhver gældende regler i forvaltningsloven om inhabilitet. Hvis et medlem på grund af slægtsforhold eller på grund af særlige økonomiske og personlige interesser i sagens udfald må betragtes som inhabil, deltager medlemmet ikke i behandlingen af den pågældende sag.
Stk. 2
Det påhviler det enkelte medlem selv at give Juryen besked om mulig inhabilitet.
I tvivlstilfælde afgøres spørgsmål om inhabilitet af Juryen.
 
Vedtægtsregler, der er relevante for Juryen

§ 1 Kunstnersamfundets opgaver
Kunstnersamfundet vælger hvert tredje år de ordinære medlemmer af Akademiet samt medlemmer til Juryen.
Stk. 2
Kunstnersamfundets valg til Akademiet og til Juryen samt forberedelserne hertil ledes af Akademiraadets forretningsudvalg. Umiddelbart før hvert valg indkaldes Kunstnersamfundets medlemmer, samlet eller sektionsvis, til orienterende møde.

§ 2 Medlemmer
Kunstnersamfundets medlemmer er de kunstnere, som Juryen har anerkendt til optagelse. Medlemmerne er opdelt i to sektioner, arkitekter og billedkunstnere.
Stk. 2
Optagelse i Kunstnersamfundet forudsætter dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark.
Stk. 3
Flytter et medlem, der ikke er dansk statsborger, til udlandet bortfalder medlemskabet af Kunstnersamfundet ikke.
Stk. 4
Medlemmer der er optaget inden den 5. juli 1988 er medlemmer for livstid. Medlemmer optaget fra den 5. juli 1988 og frem er optaget for 12 år ad gangen.

§ 7 Juryens opgaver
Juryen optager medlemmer i Kunstnersamfundet og skal tilstræbe, at alle kvalificerede kunstnere anerkendes til optagelse.

§ 8 Optagelse og overflytning
Optagelse sker på baggrund af Juryens vurdering af kvaliteten i en kandidats kunstneriske virksomhed og kvalifikationer i forhold til det niveau, allerede anerkendte medlemmer i Kunstnersamfundet repræsenterer. Ved beslutning om optagelse af nye medlemmer samt forlængelse af medlemskab i Kunstnersamfundet følger Juryen de af Akademiraadet til enhver tid fastsatte regler herfor.
Stk. 2
Umiddelbart inden udløbet af en optagelsesperiode skal Juryen afgøre, om de pågældendes medlemskab kan forlænges for de kommende 12 år. Ved afgørelse heraf skal Juryen udelukkende tage stilling til, om medlemmet stadig er aktiv, udøvende kunstner inden for arkitektur, billedkunst eller tilgrænsende kunstarter.
Stk. 3
Ønsker et medlem af Kunstnersamfundet overflytning fra en sektion til en anden, skal der være mindst 3 stemmer for overflytning i den sektion i Juryen, hvortil vedkommende ønsker at blive overført.

§ 9 Sammensætning
Juryen består af 12 medlemmer og 8 suppleanter valgt for 3 år med mulighed for umiddelbart genvalg én gang i fortsættelse af én valgperiode. Efter 3 års pause vil valg af et tidligere medlem igen kunne ske, og så fremdeles.
Stk. 2
Kunstnersamfundet vælger fra hver sektion tre medlemmer og to prioriterede suppleanter. Akademiraadet vælger ligeledes fra hver sektion tre medlemmer og to prioriterede suppleanter. Ved valgene skal Akademiraadet tilstræbe en alsidig sammensætning af Juryen.
Stk. 3
Fratræder medlemmer af Juryen, indtræder i prioritetsorden suppleanter, der inden for sektionen er valgt af samme valggruppe, som medlem; subsidiært indtræder sektionens suppleanter, valgt af den anden valggruppe, som medlem.
Stk. 4
Akademiraadet kan foretage supplerende valg til Juryen for resten af en valgperiode for medlemmer og suppleanter, der fratræder, også selvom de fratrådte var valgt af Kunstnersamfundet.
Stk. 5
Medlemmer af eller suppleanter til Juryen kan ikke samtidig være medlem af eller suppleant til Akademiraadet.

§ 10 Møder
Umiddelbart efter den 1. april hvert år konstituerer Juryen sig med formand og næstformand.
Stk. 2
Formanden er Juryens talsmand i sager behandlet af Juryen.
Stk. 3
Juryen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 4
Juryen er beslutningsdygtig, når mindst 7 medlemmer (heri medregnet evt. suppleanter) er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemmeudslagsgivende.
Stk. 5
Juryen holder normalt 4 møder årligt. I øvrigt indkaldes til møder, så ofte Juryens formand finder det nødvendigt.