Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

Arkitekt Søren Rasmussen er i 2020 tilkendt Eckersberg Medaillen med følgende motivering:

Arkitekt Søren Rasmussen er indehaver af tegnestuen ONV Arkitekter. Selv kalder han sin tegnestue ”en ambitiøs tegnestue med vægt på enkelhed, klarhed og ikke mindst på at ”få mere ud af mindre”.”

Søren Rasmussens filosofi er enkel: ”Præfabrikerede huse er oftest billigere at producere, så man kan opføre boliger med særlige arkitektoniske kvaliteter, til overkommelige priser”. Denne filosofi har været drivkraften i de 20 år, som tegnestuen har eksisteret.

Søren Rasmussen har efterhånden bygget utallige billige boliger til den almindelige dansker. Han har insisteret på at bygge socialt boligbyggeri, hvor andre arkitekter har foretrukket det private, mere rentable boligmarked. Her hæver han sig over alle andre. Det er i sig selv prisværdigt, men det er ikke udelukkende derfor, at hans virke skal fremhæves.

Søren Rasmussen har udviklet et særligt sprog og en særlig formgivning i sit arkitektoniske udtryk, der forbinder hans sociale engagement med en høj arkitektonisk kvalitet. Der er altid en fin proportionering og en variation i det serielle, der gør bebyggelserne overraskende og interessante. Boligtyperne såvel som bebyggelsesformerne er også altid fint differentieret. Således lever han op til sin egen målsætning om at lave god arkitektur med færre ressourcer.

Med Venligbolig Plus præsenteres et nyt koncept for en social bæredygtig bolig, der bygger på aktive hverdagsvenskaber. Med sit stærke sociale engagement tror Søren Rasmussen på, at man kan skabe boliger – både for de ressourcestærke og for de mere udsatte.
Partnerskabet bag Venligbolig Plus vil gøre det lettere for byer, borgere og boligorganisationer at invitere alle borgere på kanten af samfundet inden for i fællesskabet. Bebyggelsen er opført på Frederiksberg i et smukt varieret konglomerat af bygningsvolumener, der danner spændende rum imellem husene og med rigt detaljerede overflader, der vidner om en udtalt sans for materialitet og stoflighed.

For denne særlige kobling mellem socialt engagement og høj arkitektonisk kvalitet hædres Søren Rasmussen med Eckersberg Medaillen.

Klik for at se Samtale med medaljemodtager



Værker vist i forbindelse med modtagelsen