Information » Medaljer » Motivering

Motivering for medaljemodtagelse

FOS er i 2018 tilkendt Thorvald Bindesbøll Medaljen med følgende motivering:
FOS er billedkunster og fra denne position skabes design. Akademiraadet ønsker at tildele FOS Bindesbøl Medaljen for hans arbejde, hvor design og kunst er knyttet sammen. Her skaber han nye udtryk for, hvad design kan være, og dermed for hvad skønhed kan være og i sidste ende, hvis vi skal presse citronen, for hvad vores liv kan være.
FOS’ værk distancerer sig fra den funktionalistiske, DanishDesign-bølge som siden 60'erne har gennemstrømmet design fra IKEA til HAY. Design som bygger på en idé om, at lethed, enkelhed og tilgængelighed gør vores liv nemt og godt.
Idéen, om at funktionen altid skal følge vores behov, er blevet en ideologi, som har forhindret en tænkning, der yder modstand og forsøger at tænke skønhed, som noget der stiller spørgsmål, som noget der udfordrer os og fortæller nye historier om os.
FOS har en pluralistisk tilgang til det at designe, han går intuitivt og humoristisk til værks og han trækker ubesværet mange slags former og idéer ind i sine design. Han bruger det rå materiale og den skulpturelle form til at åbne for nye muligheder. FOS arbejder med at sammenkoble forskellige felter. Han har arbejdet med at designe sociale begivenheder, han kan sample former sammen, som en musiker sætter lydstumper sammen. Og han taler på et metaplan om, hvordan udstillingsrummets hvide kube er et menneskeligt design. Men idéerne kommer først og fremmest fra livet som fyldt med mørke masker, sproglige nyskabelser, barok humor og store konflikter.
Hans brede udgangspunkt ses i hans design, han forsøger ikke at konkludere eller minimere, men hele tiden at udvide den måde vi ser på tingene. Og tingene vi her med Bindesbøll Medaljen ser på, er hans design, der strækker sig fra besværlige og ukomfortable skamler, sære lysekroner, som man ikke helt ved om opfylder en normal forståelse af lysbehovet i et stort rum, lamper eller borde der måske også er skulpturer. På den måde besidder FOS' design en både besværlig og kantet realitet.
Design er kunst, og kunst er tænkning, og tænkning er socialt konstrueret, og sociale konstruktioner skaber nye designs. Men i disse kredsløb er det vigtigt at finde nye måder at se verden på, at design og tænkning bør give verden modstand.
FOS, Thomas Poulsen, The Rastafarian H.C. Andersen kaster med en nonchalance sig ud i nye former, i store metabegreber, med en intensiv alvor og en kreativ humor, og med et ønske om nye løsninger, fordi vi som mennesker altid forsøger at genskabe os selv. Derfor hædres FOS med Bindesbøll Medaljen i 2018.

Værker vist i forbindelse med modtagelsen